Lone Nørgaard

Kandidat til Frederiksberg Kommunalbestyrelse og Region Hovedstadens regionsråd

Fortæl lidt kort om dig selv?
Jeg er 69 år og gik på pension i 2018. Uddannet cand.mag. i dansk, engelsk & filosofi og har undervist på HF inden for voksenuddannelsen i 37 år.

Medlem af Dansk Samling og sidder i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet.

Flittig samfundsdebattør igennem en årrække og siden 2018 medbestyrer af og bidragyder til videobloggen NewSpeek.

Hvad er din motivation for at stille op?
Jeg stiller op til både kommunal- og regionalvalget, fordi samfundsudviklingen går i den helt forkerte retning for så vidt angår vores frihed og borgerlige frihedsrettigheder. De statslige myndigheders og regeringens fremfærd i corona-håndteringen siden marts 2020 udviser totalitære tendenser, og at familierne nu fx ikke mere selv kan bestemme, hvordan barselsorloven skal fordeles, peger i samme retning.

Et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning, og derfor skal familien styrkes, ikke svækkes. Helt generelt: Mindre statslige indblanding i borgernes liv fra vugge til krukke.

Hvad skal folk mere vide om dig?
To voksne sønner. Bor i ejerlejlighed og har før corona-restriktionerne rejst verden tynd, så langt pengene har slået til. Bruger meget tid på at holde alderdommens svækkelser fra døren med gymnastik, cykling og gåture. Passioneret læser af både fag- og skønlitteratur, bog- og filmanmelder på Den Korte Avis (tidligere på Jyllands-Posten) og glad for stort set al musik, bortset fra heavy metal.


Kontakt:

Lone Nørgaard : lono@frihedslisten.dk

Mobil : +45 51 90 93 99

Hjemmeside : https://frihedslisten.dk/