Dronningen der overgav dansk suverænitet til udlandet

To paragraffer i grundloven blev i 1973 brugt til at afgive suverænitet til EF/EU

Dronningen – som af mange anses for at være den usynlige elites synlige frontfigur i Danmark – afgiver gladeligt dansk suverænitet til internationale organisationer. Hvorfor mon? For at der skal være fred i verden!? I så fald er det en taktik der er slået fejl.

De kolde fakta er, at på et af de allerførste statsrådsmøder hun deltog i, som ny regent efter sin fars død, afgav hun den største andel suverænitet som nok nogensinde er blevet afstået af Danmark. Aftalen om at gå med i EF/EU. En beslutning som via salami metoden, kombineret med flere manipulerede folkeafstemninger, har medført at Danmark har afstået stort set al suverænitet til den Europæiske Union.

I dag kan EU lovgive for stort set alle områder for Danmark. De områder som EU ikke lovgiver for, giver de 179 folketingsmedlemmer en lille mulighed for at vise sig nyttige. Her kan de boltrer sig. Men KUN inden for de områder som EU ikke allerede har lovgivet for, hvilket er et tiltagende stærkt indskrænket område.

Se dette video-uddrag af hendes nytårstale d. 31. december 1973, året hvor Danmark indtrådte i EF (det senere EU):

Det er tydeligt at dronningen i slutningen af talen, indskærper overfor sine undersåtter, at der skal afståes suværenitet for at det internationale samarbejde skal kunne fungere. Men skal forstå på dronningen at Danmarks internationale FORPLIGTELSER var at afgive suverænitet, som så skulle komme en bedre verdensorden til gode. Alligevel gik det hverken dårligere eller bedre end at den Israelske-arabiske krig bryder ud i oktober 1973, og den medfølgende energikrise bryder ud.

Denne krig (også kaldet Yum Kippur krigen) minder på visse områder om Krigen i Ukraine. Begge medfører de energikrise. Begge krige har større zionistiske undertoner, hvilket jo også kan siges om Anden Verdenskrig, dog på en makaber omvendt måde. For at forstå zionismen i den Ukrainske konflik kan du læse disse to blog-indlæg her fra Frihedslistens Nyhedsblog: ‘Mød USA’s Ukraine-dukkefører’ og ‘Er der zionisme i Ukraine?’.

Tænk hvis verdens elite med vilje iværksatte sådanne krige, for at kontrollere og styre verdens befolkning, bl.a. via naturressourcer som olie og gas, og via pengestrømme? Det er ikke en rar tanke, men er den så uvirkelig, når man tænker på hvor mange løgne den nuværende Ukraine krig er behæftet med? Se fx Mette Frederiksens store løgn om Ukraine her. Og hvorfor vil Zelenskyj og Vesten ikke forhandle med Rusland, selvom Rusland har verdens største atomvåben-arsenal? Det er store spørgsmål, men Frihedslisten mener at netop disse spørgsmål SKAL stilles!

Dronningen bruger grundloven til at afgive suverænitet

Grundlovens § 19 og § 20 var dem der blev brugt til at dronningen kunne afgive dansk suverænitet til EF/EU. § 19 giver dronningen mulighed for at handle på rigets vegne i ‘mellemfolkelige anliggender’, og indgå overenskomster, dog kun med folketingets samtykke.

Det burde dog ikke være svært for en dronning at få folketingets samtykke, når man tager i betragtning, at alle folketingsmedlemmer bliver dronningens tjenere, hvis de skulle få indflydelse, hvilket de kun rigtigt får, hvis de bliver ministre. Ministre er dronningens tjenere ifølge  Grundlovens §§ 12, 14 og 17, og ifølge tidligere minister Søren Pind, samt Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt. Se Morten Messerschmidt udtale sig om netop dette i et klip optaget foran Christiansborg under en demonstration (skip evt. til 2min30sek inde):

§ 20 handler om egentlige langsigtede handlinger, hvor der ved lov overdrages suverænitet til andre mellemfolkelige myndigheder end de danske. Fx. ved at tilslutte sig EF/EU. Der skal dog 5/6 flertal til i folketinget, eller en folkeafstemning (som kun kræver snævert flertal i folketinget!).

§ 19
Stk. 1.
Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtigelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som iøvrigt er af større betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke.
Stk. 2.
Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde. Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.

§ 20
Stk. 1.
Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Stk. 2.
Til vedtagelse af lovforslag herom kræves er flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindlige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

Se evt. Grundlovens fulde tekst her.

Disse paragraffer (19 & 20) var nye i Grundloven af 1953 og blev bl.a. indført for at Danmark formelt og juridisk lovligt kunne gå med i FN, Nato og Kul og Stål Unionen (det senere EF/EU). Uanset om det er FN, EU, Nato eller et andet såkaldt ‘mellemfolkeligt samarbejde’, så har internationalt samarbejde betydet enorme afståelser af suverænitet fra Danmarks side. Det er så enorme afståelser – der betyder så stor afhængighed af beslutninger udenfor Danmark – at vi idag, selvom vi blev selvforsynende med energi i 1997, gennemgår endnu en energikrise med afsæt i verdensbegivenheder, som vi ikke kan påvirke (væsentligt). Præmissen om at vi er FORPLIGTET af INTERNATIONALT SAMARBEJDE i dronningens nytårstale fra 1973 er væk, da vi jo tilsyneladende ikke får det ønskede udbytte af samarbejde, nemlig fred og stabil samhandel. Og man må spørge sig selv hvad det er der går galt i alle disse internationale samarbejder?

Men hvorfor blev tingene så bare værre og værre?

Kun 1 år efter ovennævnte nytårstale, nemlig nytårsaften d. 31. december 1974, er tingene i Danmark kun blevet værre, hvis man skal dømme udfra starten af Dronningens Nytårstale:

Da jeg nytårsaften for et år siden talte herfra, var det med en følelse af, at den vestlige verden stod over for et vendepunkt i historien. Jeg tror, at denne følelse var rigtig.

Vi har i året 1974 – om end nødtvungent – måttet lære at acceptere, at energi kan være en mangelvare. Vi har erfaret, hvor følsomt også det danske samfund er over for svingninger i den internationale konjunkturudvikling, og mange hjem må nu leve med i arbejdsløshed – eller i frygten herfor.

Ude fra den store verden har vi gennem nyhedsmidlerne fået hungersnødens frygtelige ansigt ind i vore stuer, og vi har måttet se, hvor lidt alverdens lande har formået at stille op.

Vi har måttet opleve vold og blind terror gribe om sig i uhyggelig grad.

Bag denne utryghed ligger frygten og faren for, at det internationale økonomiske system ikke vil kunne bære de belastninger, som det udsættes for, men at det bryder sammen med heraf følgende uoverskuelige konsekvenser.

Det er et gedigent stykke frygtpropaganda Dronningen her på tærsklen til 1975 leverer. Hun bliver selvfølgelig bakket op af det statsstyrede (og dermed regentstyrede) Danmarks Radio, der leverer den nedenstående genialitet af et stykke frygtpropaganda lavet i 1973:

Klippet slutter lidt brat, men ideen er, at vi selv skal til at producere større mængder olie. Dog kun med en effekt der kan mærkes en gang i fremtiden(!). Så styringsværktøjerne sørger for at danskerne bliver holdt i stramme tøjler under energikrisen i 1973/74, med løftet om en holdbar løsning en gang i fremtiden. Og det lykkes jo så sørme også for Danmark at blive selvforsynende med energi i 1997.

Men hvis vi blev selvforsynende med energi i 1997, hvordan kan krigen i Ukraine så have den store effekt på vores energipriser her i 2022?

Men hvis vi blev selvforsynende med energi i 1997, hvordan kan krigen i Ukraine så have den store effekt på vores energipriser her i 2022?

Er det fordi at dronning, regering, folketing og presse alle får deres designer det samme sted fra? Er det globalisternes magtelite – i Danmark symboliseret ved dronningen – som styrer hele narrativet (historien) som danskerne bliver fortalt? Og som forårsager at danskerne bliver fattigere, mens den globale magtelite beviseligt bliver rigere?

Pressen er mikrofonholder for magtelitens frygtpropaganda

I det hele taget er der meget der tyder på at Pressen, som også omtales som ‘Den Fjerde Statsmagt’, slet ikke er så fri og uafhængig som mange danskere går og tror. Ikke mange tænker over at der kun er få frie medier i Danmark som ikke modtager statsstøtte. Selvom statsstøtten jo aldrig omtales som noget der negativt påvirker pressens frihed til at skrive, trykke og sende hvad de har lyst til, så skaber statsstøtten alligevel større eller mindre bias. I Frihedslisten er vi overbeviste om at denne bias er stor, og at næsten den samlede danske presse i større eller mindre grad er i lommen på den stat (regering) som udbetaler dem støtten.

Dermed bliver pressen en medløber ift, det narrativ som slipper ud af Christiansborg, og som er styret af regeringen. Det kunne være den meget logiske forklaring på at pressen ikke udviser synderlig interesse for den virkelighed som fandtes i Ukraine lige inden krigen brød ud i slutningen af februar 2022. Det var nemlig ikke et fredeligt og demokratisk land, men et land med borgerkrigslignende tilstande, hvor den russiske del af befolkningen blev terroriseret af regimet i Kyiv. Men det lader den danske presse hånt om.

For det er jo dronningen der via statsråd, regeringens ministre og mediestøtten til pressen, der bestemmer? Eller…?