Brian Dahl

Kandidat til Aalborg Kommunalbestyrelse og til Region Nordjyllands regionsråd

Fortæl lidt kort om dig selv?
Jeg er 56 år gammel og er et familiemenneske. Vores datter er flyttet hjemmefra i år. Jeg er uddannet som softwareingeniør, NLP og hypnose psykoterapeut og som leder. Min lederkarriere er på 22 år ud af mine indtil videre 31 år på arbejdsmarkedet. Undervejs har jeg også boet i Singapore, Canada og i Grønland. Efter at været gået ned med stress i slutningen af 2018, besluttede jeg mig for at blive selvstændig ledelseskonsulent. Jeg måtte desværre lukke ned igen sidst i 2020. Blandt mine specialer er nyere ledelsesmodeller, herunder selvforvaltende strukturer, idet jeg tror på mennesket fremfor systemet. Jeg er et nysgerrigt og åbent menneske, og nok derfor har jeg altid rejst meget.


Hvad er din motivation for at stille op?
Jeg betragter det nuværende system som en tung klods, der er ved at kollapse under sit eget bureaukrati. Jeg mener det er politikerne der er til for borgernes skyld, og ikke omvendt og så er der for mange styrende egoer der er korrumperede af magt. Vi har valgt at flytte velfærden ud i systemet og har glemt hvor tilfredsstillende det er, at yde mellemmenneskelig omsorg og at tage ansvar. Mit hjerte bløder, især når jeg tænker på måden vi behandler vores ældre og unge på. Jeg stiller samtidig op fordi jeg tror jeg har evnen, og dermed synes jeg også, at jeg har pligten.


Hvad skal folk mere vide om dig?

Jeg bestræber mig på at være autentisk, at udvise integritet og tænke langsigtet. Men er også stædig og kompromisløs, og er udstyret med en rigtig høj retfærdighedssans. Jeg forsøger at være ydmyg og er med årene blevet god til at styre mit ego. Hvis du vil se en personlig lederorienteret præsentation, kan du se min præsentationsvideo på YouTube (dog på engelsk). Min farfar (Robert Dahl) var modstandsmand under besættelsen af Danmark og havnede i KZ lejren Neuengamme. Så jeg har nok ikke min “modstandsforpligtelse” fra fremmede. Ud over at være opstillet på listen er jeg medlem af Forfatningspartiet.


Kontakt:

Brian Dahl : brda@frihedslisten.dk

Hjemmeside : https://forfatningspartiet.dk/

Mobil : +45 30 65 48 63